AI-registrering
Arbejder du med AI-agenter i Claude Code, kan InvoTrack måle din arbejdstid og dit AI-forbrug i stedet for, at du skal gætte. Tiden er de minutter, du selv bruger på at læse, beslutte og skrive til Claude. AI-forbruget er det, Claude bruger på at løse opgaven. Begge dele har værdi for kunden, og begge kan faktureres.
Slå AI-registrering til
AI-registrering er slået fra, indtil en administrator slår den til under Indstillinger → AI-registrering. Registreringen viser, hvornår medarbejderne arbejder, så administratoren skal bekræfte, at medarbejderne er informeret. InvoTrack gemmer, hvem der slog den til og hvornår.
Knyt Claude Code til InvoTrack
Hver computer, du bruger Claude Code på, er en enhed. Gå til Administrér → Mine AI-enheder, klik på Tilføj enhed og giv den et navn, fx "Stationær". Du får tre ting at kopiere:
Enhedsnøglen — den vises kun én gang. Kommer den væk, så tilbagekald enheden og opret en ny.
To kommandoer, der installerer InvoTrack-udvidelsen i Claude Code. Claude Code spørger efter enhedsnøglen undervejs. På Windows kræver udvidelsen Git for Windows.
En blok til Claude Codes indstillingsfil (~/.claude/settings.json), som får Claude Code til at sende tidspunkter og tokenantal til InvoTrack.
InvoTrack modtager kun tidspunkter, mappe, session og tokenantal — aldrig det, du skriver til Claude, Claudes svar eller dine filer. Registreringen er din egen: administratorer ser kun de tidsregistreringer og det AI-forbrug, der dannes ud fra den. Klik på Tilbagekald for at stoppe en enhed med det samme.
Vælg opgave i Claude Code
Når du starter en session i Claude Code, spørger Claude, hvilken opgave arbejdet hører til. Du får de aktive opgaver på projektet for den mappe, du arbejder i, og dine interne opgaver. Arbejder du i en mappe for første gang, får du alle aktive opgaver at vælge imellem. Du kan også bede Claude oprette en ny opgave på et eksisterende projekt, eller vælge ikke at registrere sessionen. Claude kan ikke oprette kunder eller projekter og kan ikke sætte priser. Skifter du opgave midt i en session, tæller arbejdet herefter på den nye opgave.
InvoTrack husker, hvilket projekt en mappe hører til. Under Mapper og projekter på Mine AI-enheder kan du rette projektet eller slette koblingen.
AI-produkt og avance
Vælg det produkt, AI-forbruget faktureres som — fx "AI-udvikling" til 10 kr. AI-forbruget beregnes til listepris og lægges sammen med en avance, du selv vælger i procent. Nye organisationer starter på 0 %. Avancen kan sættes for den enkelte kunde i kundens dialog; en tom værdi betyder organisationens avance.